Narrativ terapi

Narrativ terapi

Narrativ terapi har sat sit fokus på de normer og standarder, der opsættes for mennesker i de vestlige samfund, og som man skal leve op til for at være ”et rigtigt menneske” – klare det hele selv, at tro der er bestemte måder, man skal sørge på, at kun autoriteterne har svarerne, at alt menneskeligt skal kunne måles og vejes etc.: De stigende fiasko- og utilstrækkelighedsfølelser forbundet med stress, den stigende fornemmelse af ensomhed, det sigende forbrug af psykofarmaka og af alskens former for misbrug forstår narrativ terapi som kulturelle fænomener forbundet med den moderne magts og de neoliberale ( fra forskningslitteraturen. Den betegner den politiske konsensus om at markedsliberale reformer er den eneste vej til vækst og at udgangspunktet er i det intellektuelle samfunds måder at disciplinere individerne på).


Udgangspunktet er at det ikke er personen der er problemet. Problemet er problemet. Problemet er et problem fordi der er noget andet man hellere vil.


Der arbejdes med at navngive problemet, og derved eksternaliseres/ adskilles problemet ex. ”jeg (er modløs” fra personen. I stedet snakker vi om ex. ”modløsheden”. Problemet bliver herved forstået som noget eksternt, der angriber og bemægtiger sig personen.


Magt. Bag problemets dannelse, står der kulturelle normer og standarder (magt), som man skal leve op til, for at være et ”vellykket menneske”. Magtformer der ofte kan få én til at føle sig utilstrækkelig og forkert.  Magt er et centralt nøgleord i den narrative forståelse. Magt er en relation mellem to individer således, at den ene part kan dirigere den andens adfærd. Hvad får problemet personen til at gøre? tænke? Føle? Mene?


Modhandlinger. I terapien forsøges at få personen til at reflektere over problemets indflydelse og underminere problemets dominerende effekt. Terapeuten og personen forsøger at finde frem til handlinger som personen har gjort, der går imod problemets dominerende magt. Handlinger der mere har fokus på og indeholder personens egne værdier og ståsteder. Handlinger der forbinder personen med foretrukne fortællinger om personens evne til at håndtere sit liv ud fra sine egne meninger, i en foretrukken retning.


Tykne foretrukne fortællinger. Terapeutens opgave er at støtte personen i at reducere de tynde konklusioners kraft og tykne de foretrukne fortællinger. Man kan tykne personens handlinger ved at folde personens intentioner bag handlingerne ud, idet disse intentioner er forbundet med personens værdier, der igen er forbundet med personens håb, principper, leveregler.


Bevidning. Den narrative samtale tilfører mennesker mulighed for at blive en anden, ved at lytte til andre menneskers fortællinger om deres liv. Eksterne vidnere bliver interviewet ud fra


  • 1. særligt har hæftet sig ved, personen har sagt;
  • 2. hvad dette fortæller dem om hvad personen særligt værdsætter i livet og hvilket billede, hvilken metafor de eventuelt får af personen;
  • 3. hvad det, de særligt har hæftet sig ved, har af resonans i deres eget liv; 
  • 4. hvor det bringer dem hen i deres eget liv at lytte til personen og at fortælle om deres eget liv – hvad der bliver særligt vigtigt for dem.

Det har en særlig betydning for personens identitet at høre sine egne ord blive gentaget og bekræftet at en anden. Hensigten med bevidning er at bidrage til identitetsskabelse.

Bevidning kan gøres på forskellig vis; som mundtlig bevidning, som skriftlig bevidning, i digtform hvor tilhørere nedskriver de tiltag personen har gjort, udarbejdelse af rettighedsdokumenter. 

For at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse bruger vi cookies til at indsamle statistik. Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage på siden om cookies.  Læs mere