Små fortællinger

Små fortællinger

En dreng på 11 år der har taget ansvaret alene for at hans far tog sit liv.

Igennem længere tid talte jeg med en dreng Ole på 11 år. Han følte sig ansvarlig for at hans far havde taget sit liv og for de problemer det affødte for ham selv og for hans mor. Han følte sig ikke værdifuld, fordi hans far valgte ham fra. Han tænkte at han ikke var vigtig nok for sin far og at der var ting der betød mere for hans far, end Ole gjorde, siden han valgte at tage sit liv. Eller måske havde Ole ikke været ham en god nok søn, siden hans far ikke blev i livet sammen med ham.
Ole tænkte at når han ikke havde været en god nok søn, så måtte det jo være hans egen skyld og så havde han ikke nogen værdi og derfor måtte han kæmpe alene med tingene og selv tage det fulde ansvar. Uanset størrelse af problemerne.
Det tog naturligvis nogle sessioner sammen, for at komme frem til denne dominerende forståelse og tanke om Oles eget værd.


Jeg begyndte at tænke:

  • Det er ikke en opgave noget menneske kan klare alene og slet ikke barn
  • Det er ikke en opgave en barn skal tage på sig.
  • Det er et alt for stort ansvar at stå med som 11 årig.
  • Han taber kampen på forhånd.
  • Han kommer til at slide sig selv op. Intet vil nogensinde være godt nok.


Jeg begyndte at tænke på forskellige kampe, som metaforer. Kampe der kan være tabt på forhånd, fordi de er urimelige eller alt for store. Ole var vild med al slags sport. Det var ikke svært at forestille sig en fodboldkamp, med kun én spiller på den ene banehalvdel, kæmpe imod et helt hold på den anden side. Ole der kæmpede alene, uden hjælpere, imod en alt for stor opgave.
Jeg vidste at Ole ville synes at en rigtig fodboldkamp med et helt hold imod en enkelt person, ville være urimeligt. Den ene spiller ville have brug for hjælpere. Jeg begyndte at tale med Ole om det omtalte set-up med fodboldkampen. Og rigtig nok, han syntes det ville være en urimelig kamp. Så jeg tænkte at vi kunne bruge metaforen. Og bedre endnu. Vi kunne lave opstillingen.
Vi havde et pool-bord til vores rådighed. Vi havde en kasse med små figurer fra kinder-æg. Jeg lavede den omtalte opstilling, med kinderæg på poolbordet for ham en dag. Han kunne genkende sig selv i den opstilling, med kun én figur på den ene side, der repræsenterede ham selv. På den anden side et helt hold, der repræsenterede en alt for stor opgave.
Ad flere omgange arbejdede vi med hans situation og det ansvar han bar rundt på.
Han begyndte at tillade at der kom to hjælpere på banen sammen med ham. Den ene var min kollega, den anden var ut.

Han begyndte at acceptere at der stod nogle personer på sidelinjen og heppede. Den ene var hans søster.
Han accepterede at der var mennesker i hans liv, der vidste at kampen blev spillet. Den ene der måtte vide det, var hans mor.
Disse skridt gav anledning til mange snakke, med Ole alene, med Ole sammen med han søster og med hans mor.
Ole ønskede at der kom flere spillere på hans hold og da der var nogenlunde samme antal spillere på hver banehalvdel, stoppede han ved det rimelige antal. han stod ikke alene længere.
Der var naturligvis fortsat en sorg over hans fars fravalg af livet og dermed af Ole, men han stod ikke alene og han havde hjælpere med sit i livet, så han ikke skulle klare al ting selv.
På den måde kom han til at kunne holde til kampen. Kunne endda tåle at blive skiftet ud ind imellem for at tage en pause.
Ole var god til at tale eksternaliserende og i metaforen om fodboldkampen. Det var vigtigt at trække en tråd til hans liv og hvad det betød for ham og den måde han stille og roligt anskuede problemet i hans liv på.


En pige på 8 år, der ikke brugte sin stemme og derfor ikke kunne gå i skole

Rikkes forældre var skilt og havde hver deres nye familie. Rikke var stærkt knyttet til såvel sin mor som sin far. Hun talte til dem begge to. Men i skolen var der ingen voksne der havde hørt hende sige noget og det var efterhånden et problem i timerne.
Jeg så Rikke hver dag. Nogle gange var hendes mor også med. De to havde et meget nært forhold, hvor mor svarede for Rikke. Jeg vidste at jeg var nødt til at få dem skilt lidt mere ad, så Rikke kunne begynde at svare for sig selv. Jeg tænkte hvad jeg ville gøre, hvis et hvert andet barn undlod at svare på min henvendelse. Tja. Jeg begyndte at kræve at hun svarede mig. Om ikke med lyd på, så på skrift, mime eller hvad hun kunne finde på. Derfor fik Rikke at vide at hun skulle sørge for altid at have et stykke papir og blyant med sig, så hun kunne skrive eller tegne svaret på det jeg spurgte om. Uanset hvor vi var henne. Det var selvfølgelig en smule besværligt, hvilket Rikke tydeligvis viste mig med sin ansigtsmimik, men hun tog tingene med sig.
Til at starte med spurgte jeg kun om noget jeg var sikker på hun kendte svaret på. Så jeg spurgte hvad hun havde fået til morgenmad. Jeg ville træne hende i at det ikke var farligt at svare og at hun godt kunne klare opgaven med at give mig en besked, som jeg kunne forstå.
Rikke svarede hver morgen på hvad hun havde spist til morgenmad, ved at tegne det. Rikke sørgede for at spise det samme til morgenmad hver morgen, så hun var sikker på jeg kunne gætte hvad hun tegnede. Hun blev mere sikker og afslappet. Med tiden begyndte jeg at spørge hvad hun havde fået til aftensmad, spørge til hendes yndlingsfarve, hendes bedste leg, yndlingsmusik osv.
Jeg inviterede på skifte hendes forældre med, så hun kunne kigge på dem, når hun svarede mig. Jeg så hvor svært det var for den ene forældre at lade Rikke svare selv, hvilket vi også arbejdede med.
Da Rikke var blevet vant til at svare mig, i forældrenes nærvær, lavede jeg en ny strategi.
Rikke havde stadig svært ved at kigge på mig når hun svarede. Vi havde nærmest opbygget et helt fast spørgemønster/ ritual, hvor jeg spurgte hvad hendes yndlingsfarve er, hvad hun har spist. Jeg fortalte også selv noget om mig. Jeg begyndte at fortælle små gåder/ vittigheder, som jeg så gav hende svaret på. For at hun kunne undgå at kigge på mig når hun svarede, tegnede jeg en dag øjne, næse og mund på min storetå. I stedet for at kigge på mit ansigt, når hun svarede, så kunne hun kigge på min tå. Med den ene forældres støtte, begyndte hun at svare.
Efter mange spørgsmål og svar episoder, efterhånden også uden forældre, tænkte jeg at vi skulle væk fra at hun svarede min storetå, så hun lærte at kigge på mit 3. øje når hun svarede. Det er et punkt i panden, mellem øjnene. Vi holdt stadig fast i tre faste spørgsmål. Efterhånden kunne jeg spørge om ikke planlagte ting og hun kunne svare.
Da vi var blevet gode til det sammen, kunne jeg støtte hende i at udvide sin snakke kreds. Først til hvert enkelt af mine kollegaer. Hver gang mødtes Rikke og jeg, sammen med den nye der skulle indlemmes i kredsen af personer hun snakkede med. Punkterne var følgende:

  • Hvad er din yndlingsfarve
  • Hvad har du spist til aftensmad
  • Rikke fortalte sin gåde, og hvis personen ikke kunne gætte det, så kom hun selv med svaret.

For hver gang Rikke fik mulighed for at gennemgå de tre faste punkter, blev hendes snakke kreds udvidet, så hun efterfølgende kunne snakke med dem nærsten almindeligt, men lavt. Vi kunne nu begynde at invitere hendes klasselærer fra skolen til 3-punkts programmet. Rikke kunne nu svare på spørgsmål og hun kunne vende tilbage til sin egen skole og klasse igen.
Efter få uger fik jeg følgende besked:

“Jeg synes lige jeg vil skrive og fortælle hvor godt det går med Rikke. Rikke er blevet en rigtig glad og modig pige. Hun taler med alle sine lærere på skolen, nogle af hendes veninders forældre. Hun stortrives socialt og er blevet meget mere initiativrig. det kører bare for hende i skolen. bl.a. har hun læst op for hele klassen- efter eget ønske. Hun ligger i toppen i både dansk og matematik. Så jeg vil bare takke for et rigtig godt stykke arbejde med Rikke”


Nadia, mor til to børn, med udfordringer med at få børnene til at sove om aftenen.

Nadia var alene med sin søn og datter på hhv. 5 og 3 år. Hun havde svært ved at være vedholdende og ved at lave en fast rutine. Datteren holdt Nadia stangen i rigtig lang tid, fordi hun ikke ville lægge sig til at sove. Ofte kom sønnen til at sidde udenfor dørene til sin søsters værelse i 1-2 timer.
Vi begyndte derfor at arbejde med hvilke færdigheder det var Nadia havde brug for, for at få puttet sine to børn.
Vi gennemgik hvad det krævede af hende, som ex. tålmodighed, selvværd, selvdisciplin, kærlighed, ro osv. for at putte børnene. Vi gennemgik hvilke af disse færdigheder hun havde i forvejen.
Der hvor Nadias færdigheder skulle opgraderes og der hvor Nadia decideret manglede en færdighed, legede vi købmandsbutik. Nadia kunne gå til købmanden (mig) for at handle. Først skulle hun lige spore sig ind på hvad denne leg gik ud på. Det hun kunne forestille sig var, at hun skulle købe mel, for det er der man plejer at købe i en købmandsbutik. Jeg spurgte derfor hvad hun skulle bruge melet til, når hun skulle putte sine børn. Det gav anledning til ny refleksion over hvad det krævede af hende at putte sine børn. Hvilke færdigheder var det hun skulle have fat på.
Efter en rygepause kom hun tilbage i butikken. Hun ville gerne købe struktur. Det var noget af det man kunne købe i butikken. Vi lavede nu sammen en struktur for putningen, der skulle prøves af. Betalingen for at få strukturen til at fungere var, at hun skulle

  • sætte sig selv og sine egne behov lidt i baggrunden
  • holde ud til at prøve præcis den samme struktur af i to uger
  • have en plan for hvad sønnen skulle lave alene imens, så han ikke kom og forstyrrede mere end højst nødvendigt
  • tro på at hun gjorde det godt nok og at hun var en god nok mor
  • holde tiden så hun ikke fik startet alt for sent, hvor alle var for trætte
  • gøre det let for sig selv ved at de ting hun skulle bruge ex. sutter, bøger, havde en bestemt plads.
  • Hænge et papir op med den måde hun havde bestemt sig for det skulle fungere på, så hun kunne gøre på samme måde hver aften.

Jeg kom til hende en gang i ugen og vi snakkede om hvad der var det svære ved at gennemføre det var.
Det viste sig at Nadia selv havde nogle psykiske udfordringer, der gjorde at hun ikke kunne gennemføre og holde fast i en fast struktur. vi snakkede om at det ikke var godt for børnenes udvikling, hvis Nadia først skulle lære alle de færdigheder hun manglede, inden hun fik det til at fungere.
Derfor var vi nødt til at se os om efter hjælpere i hendes netværk. Var der nogen der kunne være der, når hun puttede datteren, og evt minde Nadia om den struktur hun ønskede at gennemføre. Det gav anledning til drøftelse af hendes færdigheder og af hendes værdier i forhold til børnene. Om hvor i dagens løb det var mest hensigtsmæssigt at holde fast i værdier og færdigheder og hvor hun kunne slække lidt. Vi fik en snak om vigtigheden af at have et netværk og om hvorvidt man kan tillade at ønske sig noget af venner og familie og om hvordan man bruger hinandens ressourcer.
Vi inviterede Nadias forældre til en snak om, om de kunne hjælpe og helt konkret om hvad opgaven gik ud på samt tidshorisonten. De skulle ikke overtage opgaven og ansvaret for Nadia med at putte børnene.
Nadia fik den støtte der skulle til med denne opgave, og fik lært sig en rutine med at putte sine børn. Samtidig fik hun indsigt i sine egne ressourcer og på hvad hun med fordel for børnene kunne fokusere mere på.
Fordelen med legen omkring købmanden var med til at give en lethed i vores arbejde, samtidig blev det også meget konkret med hvad hun havde brug for. Metaforen med købmandslegen gjorde det lettere at fremkalde et billede af, hvad man skal brug af færdigheder til en given situation og på hvad prisen er for at få det.
Nadia sagde bagefter at hun lige skulle fange hvad det gik ud på, men at det var sjovt at arbejde på den måde.


En familie hvor far har en psykisk lidelse og børnene har brug for at snakke om det.

Olivia på 7 år og Malte på 4 år havde en far havde skizofreni samt flere komorbide lidelser. Deres mor ønskede hjælp til hvordan man kunne snakke med drengene om deres fars lidelse.
Da børnene ikke var så gamle og begge to var rigtig gode til at tegne, tænkte jeg at det var vigtigt at bruge tegnesamtaler. Jeg har altid en stor rulle papir og skrive grej til min disposition, og det kunne vi sagtens bruge til også at tegne på. Min hensigt var at forsøge at få børnene til at tage aktivt del i samtalen og til at mærke ejerskab. Tillige er det et godt redskab til at have et fællesskab om noget på. Jeg bruger dog oftest papiret eller en white-board til at skrive på, når jeg med taler andre i terapeutisk sammenhæng. Det gør det lettere at vende tilbage til det der var, hvis nødvendigt. Samtidig bremser det også tempoet i samtalen og danner er fokus på hvad vi taler om, så vi ikke får bredt os for meget, men får foldet tingene ud. Det med at tegne og snakke skabte hurtigt en god relation til børnene og noget vi kunne bygge videre på derfra.
Min næste indskydelse var at det fortsat skulle være meget konkret når vi snakkede sammen, for at fastholde interessen og så vi fik snakket om det at vokse op med en psykisk syg forælder.
Jeg kan rigtig godt lide at snakke ud fra noget konkret, ex. ud fra en aktivitet eller nogle kort. Jeg valgte ”Snakkekortene” fra trygfonden, psykiatrifonden og Egmontfonden.
Børnene udvalgte hver to kort der fortæller noget om hvordan det er hjemme hos dem. Derefter fortæller de om deres oplevelse i familien. Begge forældre deltog, for det var vigtigt at børnene mærkede at de havde lov til at fortælle hvordan de oplevede stemninger og situationer. Det var også vigtigt at forældre hørte hvad børnene sagde og at det blev forklaret til dem, hvornår deres fars sygdom viste sig. Det gav desuden anledning til nogle gode snakke i familien. Jeg kunne forklare noget om sygdomme.
Vi kunne derefter snakke om hvilke følelser børnene havde og om hvor meget det fyldte for dem, når sygdommen viste sig. Vi kunne tale om hvorvidt følelserne var legale i familien og hvem de kunne snakke med dem om. Vi kunne også tale om hvad der skete hvis de ikke fik talt om dem.
I kortene er der spørgsmål til de illustrerede billeder om hvad mon barnet på billedet tænker og om hvordan barnet på billedet mon har det. Jeg oplevede at børnene selv begyndte at fortælle om og sammenligne med hvordan det var i deres familie. Man kan vende tilbage til billederne for at frisætte børnene fra den sårbare position.
Man kan afslutte med at spørge til hvad barnet tænker barnet på billedet tænker. Også her oplevede jeg at børnene, især Martin fik sagt hvad han selv tænkte. Det lagde børnenes mor meget på sinde at der var stor åbenhed for at børnene kunne sige præcis hvordan de havde det. Det gav hende et pejlemærke i forhold til hvor belastede børnene var af situationen og hun kunne handle derefter.
Vi så også små filmklip, der ligger på Psykiatrifonden, sammen. Selvom der ikke lige var en der viste præcis den diagnose der var i familien, var der masser at genkendelige episoder, som børnene kunne relatere sig til. Det gav også god anledning til at snakke med deres far om at hans var en sygdom, som alle blev påvirkede af.
Der var en klar forbedring for børnene efter vi havde talt en del om psykisk sygdom i familien og børnene ønskede ikke at stoppe forløbet.

Dette arbejde stod på da jeg var i et ansættelsesforhold og efter forløbet modtog min ledelse følgende brev:
“Kære David
Vi har været så heldige at få Birgitte K. Andersen som familierådgiver. Hun er kommet i vores hjem i ca. 1 år og 6 måneder og vores to børns sag er nu blevet afsluttet.
Jeg skriver bare for at fortælle hvor glade børnene og jeg har være for Birgitte og hvor stor en forskel hendes indsats har gjort for vores familie.
Hun har været yderst kompetent og har på hendes dejlige væremåde hjulpet os igennem en yderst vanskelig familiesituation.
Jeg vil bare gerne give noget positivt feedback og sige tak for hjælpen”.

For at forbedre hjemmesiden og din brugeroplevelse bruger vi cookies til at indsamle statistik. Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage på siden om cookies.  Læs mere